top of page
Nana Lange

Fokus på handlemuligheder frem for vilkår

Der er mange omstændigheder i tilværelsen, vi ikke er herre over, mange vilkår, vi lever under, og mange uforudsigelige hændelser, vi ikke kan kontrollere. Der er heldigvis også ret meget, vi kan kontrollere, og situationer, hvori vi har handlemuligheder. Inden for stoicismen vil man sige, at vi i alle situationer har handlemuligheder og mulighed for at tage kontrol over situationen. Det kan synes lidt hårdt og kynisk, for det kan lyde som om, at vi kan vælge vores følelser, vælge at være ligeglade eller kan (gøre/ændre/få), hvad vi vil. Det er nu ikke sådan ment. Tværtimod vil vi tilværelsen igennem møde smerte og vilkår, vi ikke selv har valgt, men som er en naturlig del af det at være menneske. Hvordan vi møder det, har vi dog indflydelse på. Det er ikke nemt, men vi kan øve os i at blive mere opmærksomme på de handlemuligheder, der er til stede for os, og ikke lade vilkårene og omstændighederne afgøre vores tilgang.

 

I mine terapeutiske samtaler er dette ofte et emne, vi er omkring på forskellig vis, herunder:

  • Accept og forandring. Kan man overveje, om der er noget, der kan og bør forandres, eller om situationen i højere grad kalder på accept, enten pga. manglende energi og overskud eller simpelthen af den årsag, at vi ikke KAN ændre noget her og nu.

  • Energiforbrug. Bruges energien på at fokusere på vilkår, så man drænes fuldstændig, fordi man er handlingslammet, eller kan energien rettes mod de handlemuligheder (små såvel som store), der er til stede?

  • Kampen mod problemet. Er kampen mod lidelse mere lidelsesfuld (og rent faktisk det største problem) end den svære følelse, de negative tanker og det indre ubehag?

  • Værdier. Kan fokus rettes mod værdier og engageret handling på trods af ubehag, udfordringer og problemer? Kan værdier guide os og tilbyde løsninger i situationer, som synes handlingslammende, begrænsende og uforudsigelige?

 

Hvis vi bruger det meste af vores energi på de ting, vi ikke kan kontrollere, er der ikke meget energi til alt det, vi rent faktisk har kontrol over, og som kan bringe os glæde, ro, nærvær og trivsel. Der er en ramme, inden for hvilken vi har en række valg, og den ramme vil variere fra person til person. Vi har ikke endeløse muligheder, men i hver situation, vi befinder os selv i, er der noget, vi IKKE kan gøre, og noget, vi KAN gøre noget ved.

 

Her er en liste over de ting, vi har indflydelse på, og som vi kan bruge mere energi på:

  • Vores handlinger

  • Vores kommunikation (med andre og rettet mod os selv)

  • Hvordan vi responderer på folks udsagn og kommentarer samt på situationer, vi finder os selv i

  • Hvilken form for underholdning, vi eksponerer os selv for

  • Hvornår, hvor meget og OM vi ser/hører/læser nyheder

  • Hvad vi fokuserer på, og hvor vi er nærværende

  • Hvad vi indtager

  • Hvordan vi taler til andre

  • Hvordan vi passer på os selv

  • Hvad vi prioriterer

  • Hvorvidt vi rækker ud efter hjælp ved behov

  • Hvorvidt vi arbejder med os selv og vores overbevisninger

  • Bevidsthed omkring egne tanke- og vanemønstre, og hvorvidt det skal styre os

  • Hvordan vi bruger vores penge, og hvordan vi forbruger

  • Hvordan vi bruger den information, viden og læring, vi tager ind

  • Hvilke vaner og rutiner, vi omfavner

  • Hvordan vi behandler os selv og andre

  • Hvem vi bruger tid med, og hvordan vi bruger tiden

  • Hvilke samtaleemner, vi vælger at engagere os i

  • Vores tilgang og adfærd, når livet vælter os omkuld (når den umiddelbare reaktion har lagt sig og trods følelser, som styrer i en anden retning)

 

Ovenstående betyder ikke, at vi kan kontrollere det fuldstændig, men at vi inden for en række omstændigheder og vilkår har handlemuligheder. Inden for hver sætning kan man derfor sætte ”inden for de omstændigheder, jeg lever under” eller "inden for lige præmis min ramme" efter. Der eksisterer arbejde, sygdom, andres behov, familiedynamikker, samfundskrav, normer og andet, som kan synes at rykke til vores kontrol, og som kan give os en følelse af at være magtesløse eller uden indflydelse på vores tid og muligheder. Selv inden for disse omstændigheder, har vi mulighed for at forholde os til, hvad vi egentlig har af muligheder, og hvad vi ikke kan gøre noget ved. Det betyder også, at vi ikke skal gøre MERE, end vi kan. Tværtimod betyder det, at vi skal se realistisk på vilkårene og fokusere på det, vi KAN gøre. Inden for den ramme, vi lever under.

 

Der er så meget, vi ikke har kontrol over, og det kan opsluge eller forstyrre os. Det er drænende, hvis vi lægger al vores fokus her og prøver at kontrollere det. De endeløse grublerier og hjernevridninger ender med at være spild af energi.

Vi har ikke kontrol over:

  • Hvordan andre forstår eller opfatter os

  • Hvordan andre handler i relationen til os

  • Hvad andre kommunikerer ud

  • Andres attitude, tilgang og perspektiv

  • Andres adfærd, tanker og følelser

  • Andres prioriteringer og valg

  • Andres tilværelse

  • Andres overbevisninger og holdninger

  • Egne kropslige fornemmelser

  • Egne umiddelbare tanker og følelser

  • Egne tidligere oplevelser og erfaringer og altså fortiden

  • At sindet konstant producerer tanker

  • Pludselige, uforudsete hændelser

  • Fremtiden


Det kan være svært at vende blikket væk fra alle de ukontrollerbare vilkår og alt det uforudsigelige, vi møder i tilværelsen. Vi kan prøve at yde indflydelse og ændre noget, men vi kan nå et punkt, hvor vi ikke kan gøre mere.

 

Spørgsmål til refleksion:

  • Hvor har du indflydelse på dit liv?

  • Hvad bruger du energi på at forsøge at ændre, velvidende at det er vilkår?

  • Hvor kæmper du?

  • Hvor lægger du dit fokus og dermed din energi?

  • Hvor bliver du drænet af at lægge din energi, fordi det i højere grad kalder på accept end forandring?

  • Hvordan vil forandring se ud, dér hvor du har handlemuligheder?

  • Hvordan vil accept se ud, når du står over for vilkår?

  • Hvilke værdier kan du bruge som rettesnor for din adfærd i situationer med begrænsninger, snævre rammer og frustrerende vilkår?

 

Vi må godt synes, at vilkår er frustrerende, og at det at kende fremtiden eller have flere handlemuligheder ville gøre livet nemmere og dejligere for os. Men vi får det bedre af at fokusere på det, vi har indflydelse på.


Jeg har tidligere skrevet om håndtering af en konkret omstændighed, nemlig Covid19, som var en uforudsigelig tid og et begrænsende vilkår, inden for hvilket vi stadig havde handlemuligheder. Læs mere her

Commentaires


bottom of page